Lager/logistik medarbejder med truckcertifikat til Lyngsøe A/S
Trives du med fysisk arbejde og føler du dig hjemme på et lager? Kan du se dig selv i en virksomhed med højt tempo og kvalitet i fokus? Så har vi jobbet til dig.
Vi søger en pålidelig og arbejdsom lager- og logistikmedarbejder. Som lagermedarbejder spiller du en vigtig rolle i at sikre, at vores produkter bliver pakket korrekt og leveret rettidigt til kunderne.
En arbejdsplads med stor fleksibilitet, god humor og forskelligartede opgaver
Hos Lyngsøe bliver du en del af en arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden og hvor dine kolleger gerne deler ud af erfaring og ekspertise, så du kan løse dine opgaver på bedst mulig vis. Der er en god og sjov tone, medarbejderne imellem, og vi har et godt sammenhold. Vi dyster flere gange om året i nye aktiviteter, medarbejderne imellem, fra volley og bowling til stigegolf og pool – skal du være med til at vinde pokalen næste gang?
En typisk arbejdsdag består af mange forskellige opgaver og gøremål. Fra varemodtagelse og klargøring af produkter til pluk fra lageret og færdigmeldelse. Der sker løbende udviklinger af produkterne, så der altid er nyt at gøre og lære – ikke to dage er ens.
”Jeg kan rigtig godt lide at arbejde her – der er en god stemning, hvor vi kan drille hinanden. Arbejdspladsen er fleksibel, og vi hjælper hinanden i de forskellige afdelinger,” fortæller Ciprian Sandu, som arbejder på lageret og i beklædningsafdelingen.
Det skal du arbejde med
Arbejdsopgaverne er meget varierende inden for følgende områder:
- Varemodtagelse med truck
- Vare check og kontrol af varerne
- Pakning af ordrer til kunder
- Af- og pålæsning af biler
- Lagerstyring og -registrering
- Slibning af færdigvarer til overfladebehandling
- Forefaldende lagerarbejde
Faglige kompetencer
- Du har praktisk erfaring fra lagerarbejde
- Truckercertifikat er et krav
- Du har god IT-forståelse. Har du tidligere arbejdet i Visma Business, er det en fordel
Om dig
Vi søger en person, der er imødekommende og behagelig at omgås. Du er mødestabil og fleksibel i forhold til arbejdstider og -opgaver. Du arbejder selvstændigt, struktureret og effektivt, og tager aktivt del i arbejdsopgaverne. Du har ordenssans, er omhyggelig og kvalitetsbevidst.
Da arbejdet kan være fysisk krævende, er det vigtigt, at du er i god fysisk form.
Du taler, læser og forstår dansk.
Lyngsøe A/S
Lyngsøe A/S er landets førende leverandør af carport, redskabsrum, garage, cykelparkering og andre overdækninger og har kontor i og eksport til Tyskland. Virksomheden kendetegnes ved stort kundefokus med et klart mål om at levere kvalitetsløsninger til både private kunder, boligforeninger og erhvervskunder. Virksomheden er på en vækstrejse og ønsker at underbygge dette gennem en styrkelse af organisationen. Lyngsøe A/S beskæftiger ca. 35 medarbejdere og er beliggende i Søften ved Århus
Arbejdstider: Daghold 37 timer
Er du vores nye kollega?
Hvis ovenstående er noget for dig, så send en ansøgning og CV til Produktionsleder, Per Rytter Terkildsen på pt@lyngsoe.dk